Udviklingssygeplejersken fra Sønderjyllands Hospice spurgte om jeg ville komme og male for en af patienterne, som hele tiden havde brugte ordet forsoning. Personalet var i tvivl om, hvad hun mente med det. Jeg skulle prøve at sætte billeder på, hvad hun tænkte, mens jeg talte med hende.
Kunst og pleje af døende kræftpatienter er normalt ikke to ting man forbinder med hinanden. For de af os, som som kun kender et hospice udefra, vil det mest indlysende berøringspunkt være, at kunsten kan skabe nogle pæne kulisser, vi kan dø i. Men i virkeligheden er både æstetik og kunstterapi en dybt integreret del af den modene hospicefilosofi.
Alligevel var dette måske føste gang, at et hospice har bedt en kunstner komme og arbejde i direkte dialog med en døende.
Efterfølgende har jeg i en årrække undervist sygeplejersker og andet plejepersonale på University College Syd's kursus "Palliation - et bredt sundhedsperspektiv" hvor jeg har kombineret historien om Nina med et mere bredt oplæg om billedkunst og døende.
Jeg har undervist på Ankerhus Hospice og holdt oplæg for Hospice Forum Danmark om "Billedkunstens betydning i palliativ pleje og behandling". Se presseklip fra Kristeligt Dagblad.
Teksten nedenfor er et let redigeret uddrag af min artikel i Regner Birkelunds antologi: "Ved livets afslutning" Aarhus Universitetsforlag". (Læs anmeldelse).
Jeg maler musikstykket i så stort format at Nina kan se - og følge med
Jeg maler musiken ind som en bro over en kløft, mens Nina ser på
Til sidst malede jeg hendes definitioner af forsoning som endnu en bro over kløften
Jeg sad parat i Hospicets store lyse spisesal med pensler, maling og et stort staffeli, da Nina blev kørt ind. Personalet smilede og gik. For dem var det hverdag. Nu var jeg alene med en lille, spinkel, døende kvinde. Hendes øjne var lukkede, da hun kom ind. Jeg tænkte på, hvor meget hun var påvirket hun smertemedicin. Men da hun åbnede øjnene, var blikket overraskende klart. Hun var 100% tilstede, da vi begyndte at tale sammen og skulle bare have tid til at svare. Personalet havde snakket med hende om, hvorfor jeg var der. Jeg skulle ikke først til at forklare.
"Tror du nogensinde, de bliver forsonede?" spurgte hun og tænkte på de seneste nyheder om Israels invasion i Sydlibanon. Øjnene løj åbenbart ikke. Hun var fuldt opdateret. Og hun var tilsyneladende mere optaget af det medansvar, hun som jøde følte for krigshandlingerne, end af sin egen situation. Det lød ikke som en flugt fra hendes egen situation, men mere som et menneske af et vist format.
Jeg havde med vilje ikke planlagt, hvad jeg skulle male: Det skulle være Ninas billede. Men i vores indledende samtale kom der et enkelt billede inde i hovedet: at forsoning er som at bygge en bro over en afgrund. Jeg havde dog forberedt én ting: Personalet havde fortalt at Nina hele tiden ville høre det samme lille stykke klassiske musik. Og jeg havde bestemt at jeg ville møde hende i musikken. Musikken handlede også om forsoning! Kompositionen hed Kol Nidrei og var skrevet af komponisten Max Bruch i 1881. Melodien var hentet fra en sang af samme navn, som hører til den jødiske forsoningsfest Yom Kippur. Hjemme på mit atelier havde jeg eksperimenteret med at male musikkens forløb som et langt, vandret abstrakt billede i sort/hvid. Det var en slags grafisk musikanalyse. Jeg havde opdelt kompositionen i sektioner. Jeg lod stregerne fange melodiens bevægelser og malede både det lyse og himmelflyvende og de mørke, melankolske dele af lydbilledet: Op. Ned. Hurtig og intens. Tøvende. Svævende.
Da vi havde lyttet musikstykket igennem samen første gang, fortalte hun, hvordan det havde været en rød tråd igennem hele hendes liv, helt fra hun var en lille pige i Hviderusland, og hendes far spillede det for hende. Hun fortalte om sin fars drøm om at blive violinist. Om russernes jødeforfølgelser, der drev familien på flugt til Europa, og om rædslerne dér under nazismen. Nina men mistede en stor del af sin nærmeste familie i koncentrationslejrene. Og dér i vanviddet og meningsløsheden mistede hun også sin religiøse tro. Hun kom til Danmark, mødte sin mand, fik børn og levede et forholdsvis velstillet liv.
Det var en overvældende tanke, at det ikke bare var en lille, spinkel, kræftsyg kvinde der lå ved siden af mig, men 90 års verdenshistorie.
Jeg prøvede at tale med hende om musikken. Hvilke tanker og følelser bragte den frem i hende? Hendes øjne var for dårlige til at se de små grafiske skitser af musikkens forløb, som jeg havde lavet derhjemme. Derfor spillede vi musikstykket igen. Og denne gang malede jeg det, efterhånden som det skred frem, i stort format på et to meter bredt lærred lige ved siden af hende. Nu hun kunne følge med. .
Det var som om, Nina kun hørte de mørke dele af lydbilledet. Og når jeg spurgte, hvad det fik hende til at tænke på, talte hun om sin tvivl. Det var ikke en religiøs tvivl, men manglende håb om forsoning.
Hvis vi bare havde talt almindeligt sammen om hendes tvivl, ville mit forsøg på at få hende til at se denne anden lyse side af musikken sikkert have virket både banalt og malplaceret. Men her virkede det rigtigt. Maleriet af musikstykket var ligesom som et landkort, der helt objektivt viste lyset og mørket i kompositionen. Vi lyttede musikken igennem igen. Og nu var det, som om hun bedre kunne høre helheden og genfinde de sider af musikken, som hun havde glemt.
Ligesom mange andre klassiske værker tager Kol Nidrei flere tilløb til at slutte. Lige i situationen kunne jeg ikke lade være med at tænke på et liv, der var ved at slutte. Det specielle var, at der i netop dén indspilning, som vi brugte, lå der en smuk, lys stryger-stemme og svævede, lang og ensartet hen over hele denne afslutning. På min grafiske afbildning havde jeg malet tonen som en tynd, hvid, lige linje, der fortsatte ud over billedets mørke rammekant. Ud over døden og ind i det uendelige hvide rum uden om billedet. Tonen og linjen stillede forsigtigt de spørgsmål, som de fleste af os har omkring døden, hvad enten vi er religiøse eller ej: ”Hvad er der bagefter? Er der noget af mig, som fortsætter? Sjælen? Mindet? Generne?” Men da jeg spurgte Nina, hvad hun selv håbede på, talte hun igen om forsoning.
Det var ikke svært at forstå, at hun måtte have mange hændelser og personer – ja, selv hele nationer at forsone sig med. Forfølgelserne, Holocaust og hendes brud med sin jødiske baggrund var ikke bare fortid. Det havde trukket dybe og lange kløfter både i familien og i hende selv. Men hvordan skulle jeg male, hvad Nina mente med ordet forsoning? Skulle billedet vise fortiden? Skulle jeg bare illustrere historien og give den ret? Forstå og have medlidenhed? Ville det bringe noget konstruktivt? Eller kunne jeg udfordre hende på en måde, der ikke gjorde ondt eller var respektløs?
Mens hun så på malede jeg med en dyb kløft og placerede derefter den grafiske afbildning af hendes musikstykke som en bro over kløften.
Så bad jeg om hendes hjælp til at male én bro til.
Jeg bad hende om at fortælle mig, hvad forsoning er. I stedet for hendes fortid valgte jeg at tage udgangspunkt i nuet og det handlingsorienterede og spurgte igen og igen: ”Hvad gør man helt konkret, når man forsoner sig?”
Når jeg arbejder med at visualisere ord, som bliver sagt, er det for at hjælpe beskueren til at skifte fra at tænke med ord til at tænke i billeder. Jeg nøjes ikke med at forklare ord med ord, men spørger: ”Hvordan det ser ud?” Det kan i sig selv være godt at konkretisere store ord og abstrakte begreber på denne måde. Men den større pointe er, at det netop er i skiftet mellem de to måder at tænke på, at de nye vinkler og erkendelser opstår.
”Man giver slip på den bitterhed, man har holdt fast i”, lød et af hendes svar. ”Man holder op med at skubbe virkeligheden væk fra synsfeltet”. Formuleringerne her er ikke helt hendes egne. Hun var meget afkræftet nu. Jeg måtte lytte godt efter og flere gange prøve at formulere sætningerne færdig - indtil hun nikkede. ”Man mærker smerten, men afstår fra at gøre gengæld”. ”Man opdager, at man kan gøre sig selv fri af konflikten”. ”Man beslutter sig for, at det er vigtigere at være sammen end at have ret.” Jeg ”oversatte” hvert af Ninas udsagn til skitser med menneskefigurer, der gjorde det, som hun sagde.
”Forsoning er, når man opgiver at holde fast i sit eget for i stedet at gå den anden i møde”, lød den skarpeste af hendes definitioner. Jeg placerede to mørke silhuetter lige i det gyldne snit på broen. De vendte hårdnakket ryggen til hinanden, men inde i silhuetterne var nogle levende personer langsomt ved at tø op og vende sig til hinanden.
Nina var stadig klar, men meget træt. Ind imellem lukkede hun øjnene. Så tav vi et stykke tid, indtil hun havde samlet kræfter til at fortsætte.
Til sidst viste jeg hende mine figurskitser og beskrev, hvordan jeg ville male dem på lærredet som en vandret frise af kroppe, der udgjorde endnu en bro over kløften. Da hun havde godkendt alle skitserne og ideerne, blev hun kørt tilbage til sin stue. Jeg arbejdede videre alene.
Nogle timer senere gik jeg ind på hendes stue for at vise hende det færdige maleri - og for at tage afsked med hende.
Dagen efter mit besøg fik jeg at vide, at det endelig var lykkedes en af sygeplejerskerne at tale med Nina om hendes begravelse - ved at tage udgangspunkt i maleriet. Det havde ellers været svært for personalet, fordi hun var ateist, men samtalen ville uundgåeligt komme ind omkring hendes jødiske baggrund og hvilke religiøse og kulturelle elementer, hun ville have med i sin begravelse.
Efter endnu et par dage var det lykkedes Nina at få to af hendes nærmeste til at mødes på hendes stue. De to havde ikke været på talefod i mange år. Måske var det også dette skridt hen imod en forsoning, Nina havde ventet på. Efter endnu to dage døde hun.
Jeg havde mødt både interesse og ængstelse hos hospicepersonalet, da jeg talte med en gruppe af dem før mit møde med Nina. Bagefter sagde flere af dem, at dette var et eksempel på den eksistentielle eller åndelige omsorg, de gerne ville tilbyde på deres hospice.