Hvordan ser god ledelse ud?
I Faaborg-Midtfyn Kommune betød kommunesammenlægningen, at 115 ledere fra fem meget forskellige kommuner og ét amt skulle til at arbejde sammen. Derfor mødtes de flere gange for at diskutere, hvad god ledelse er. Og i samarbejde med to konsulenter fra Kommunernes Landsforening formulerede de kommunens ledelsesværdier.
Jeg blev inviteret med i den afsluttende del af processen for at dokumentere samtalerne om god ledelse i maleri.
Da konsulenterne fremlagde de næsten færdige formuleringer på en række høringer i mindre grupper, havde jeg hver gang tapet karton op på mødelokalets vægge, hvor jeg malede mange hurtige skitser af ledernes reaktioner og kommentarer.
Jeg var også med til at arrangere en afsluttende heldagskonference, hvor alle kommunens ledere deltog.
Dagen begyndte med flere indlæg og jeg stod centralt i lokalet og malede to store malerier af, hvad der blev sagt. Undervejs forklarede jeg, hvad jeg havde hørt og malet.
Jeg udstillede også de mange karton-skitser fra høringerne på - og i en pause bad jeg deltagerne diskutere og bestemme, hvilke skitser, der havde fanget de vigtigste pointer.
Sidst på dagen ledte jeg alle 115 deltagere igennem en to timers workshop, hvor de selv gruppevis skulle lave fællesmalerier af, hvordan god ledelse ser ud. Vi afsluttede med en stor fernisering.
Processen er udførligt beskrevet i KLs magasin Danske Kommuner og Faaborg-Midtfyn Kommunes personaleblad Indblik
"Jeg har kun fået positive tilbagemeldinger - og især på dit bidrag. Her var tilbagemeldingerne helt klart at billederne, frembringelsen og processen og havde gjort en forskel - og at de var meget begejstrede."
Charlotte Hervit. HR-chef. Faaborg Midtfyn Kommune
Mine to store malerier af formiddagens oplæg hænger nu permanent på borgmestergangen i rådhuset i Ringe, og har således overlevet fire borgmestre.
De mange skitser fra høringerne er indrammet og hænger nu i Kommunens Jobcenter.
Jeg maler formiddagens oplæg på to store malerier, som nu er på borgmestergangen
Lederne diskuterer, hvilke af mine skitser fra høringerne, der var vigtigst
Tre af de 115 ledere, som også selv kom til at male kommunens ledelsesværdier.