Jeg har arbejdet fuldtids som billedkunstner siden 1999. Jeg debutterede på en større udstilling allerede i 1981. Men egentlig er jeg bare en dreng, der aldrig er holdt op med at tegne og male – dybt inspireret af andre, men helt igennem selvlært.

Alle udstillingerne, bestillingsarbejderne, rumudsmykningsopgaverne og kunstprojekterne er resulteret i, at der i dag flyver og kravler rigtig mange af mine levende, dynamiske menneskefigurer ud over billedrammer og vægge – på skoler, fabrikker, rådhuse, sygehuse, kontorer og i folks egne stuer - i hele landet.

Men kunsten er mere end disse synlige ting.
Den er også alt det der sker inde i hovedet, mens man skaber den – og oplever den. Og for mig har kunsten altid været et sprog og en måde at undersøge og forstå verden, som kan noget helt andet end vores mange ord.
Det er trangen til at dele mine erfaringer af, hvad kunsten KAN og GØR, som driver den anden og mere usynlige del af mit arbejde:
Jeg er optaget af at åbne kunsten, gøre den tilgængelig og involvere andre mennesker i den skabende proces, så de selv kan opleve det:

Jeg stand-up maler til både fordrag, samtaler og levende musik, så publikum kan se og leve med i processen.

I mine workshops tager jeg kunsten med ud hvor den normalt ikke kommer – og ind i utraditionelle samarbejder med helt andre fagfolk. Eller jeg skaber værker, udsmykninger eller kunstinstallationer sammen med børn, unge og voksne som ikke normalt vil  kalde sig kunstnere. 

Jeg holder mange foredrag og har skrevet artikler og bøger om denne formidlende, faciliterende og tværfaglige kunst-praksis – og har fået anerkendelser og priser for den. Det er især også på dette felt jeg har modtaget støtte fra fonde og offentlige kulturmidler. Men det vigtigste er at disse mange gode samarbejder gør mit arbejdsliv dybt meningsfuldt.