Ledelse i Dag Nr .63 november 2005
Hvordan en billedkunstner skaber værdi
- før han dør og bliver berømt - og gallerierne opdager det!
Af Karsten Auerbach
Denne artikel handler om oplevelsesøkonomiens "hvordan" – ikke om dens "hvorfor".
Helt præcist handler den om, hvordan nye utraditionelle alliancer mellem kunst og erhvervsliv kan medvirke til at skabe værdi, udvikling og innovation i både private og offentlige virksomheder.
Oplevelsesøkonomiens "hvorfor" er som en fast indgangsbøn: Den starter altid med de store linjer: Den globale konkurrences uundgåelige nedslag i selv fredelige og respektable danske provinsbyer: Forandringer! Virksomhedslukninger! Grå fyresedler!
Den fortsætter med: Fri os fra alt for meget udflytning af industri- og vidensarbejde til de varme lande! Men så kommer det store Håb: graferne, der viser oplevelsesøkonomiens vækst. Og til sidst den med, at Danmarks eneste naturlige ressource er de gode ideér og kreativiteten. Det er her kulturlivet og kunstnerne bliver nævnt. Med ét kigger tilhørerne op: Nogle af dem nikker og siger amen, fordi de har et romatiseret billede af, at kunstnere er fulde af ideer og nytænkning. Andre ryster tavst på hovedet og tænker på verdensfjerne og uforståelige kunstnere. Men de fleste sidder og ligner spørgsmålstegn.
Men så fortsætter forestillingen i en orgelmusik af varm luft og splinternye buzzwords. Og hvis bare de hører den nye melodi tilstrækkelig mange gange, skal de nok lære at synge med på den...
Jeg har selv brugt den til at indlede foredrag om samarbejder mellem kunst og erhvervsliv, men har flere gange fornemmet, at der var for langt til Amen – og tilhørernes egen virkelighed!
Der mangler lige et sidste led, for at de rigtig kan tro på budskabet: Nemlig linket til hverdagens realiteter.
For hvad er det lige, der bliver så anderledes, fordi en kunstner spiller klaver eller Kong Gulerod eller maler på væggen i fabrikshallen? Hvordan kan kunstnere skabe kommercielle ideer, vækst og omsætning i erhvervslivet, når de fleste af dem ikke engang kan eksistere uden supplerende dagpenge? Hvad er det egentlig kunsten kan her – uden for sine egne cirkler?
Og hvad er det for resten, der er så banebrydende nyt i meget af det, der præsenteres som "nye alliancer mellem kunstnere og erhvervsliv"?
Rumindretning og –udsmykning, der udstråler og forklarer virksomhedens langsigtede strategier og værdisæt kan stadig ses i senmiddelalderens katedraler.
I en stor medicinalvirksomhed beskrev de for nylig deres brug af kunst, underholdning og gastronomi til at sætte turbo på strategisk vigtige forskningsprojekter. De kaldte det direkte for "forkælelse". Fair nok, men privillegier og luksus var også velkendte metoder i Romerrigets HR-afdelinger!
Vi taler stadig om kunstnerne, der sælger deres velkendte produkter: oplevelser, underholdning og eksklusivt interiør – til kunden, som er en virksomhed.
Eller om kunstnerne, der sælger deres veldefinerede kompetencer. Som fx når en operasanger underviser ledere i overbevisende stemmeføring. Selv underviser jeg sælgere af eksklusive køkkenmøbler i at lave håndtegnede skitser, der skal overbevise kunden om virksomhedens brand – det 100% kompetente og håndlavede - allerede ved første møde hjemme i køkkenet.
Disse eksempler på handel med traditionelle produkter og ydelser er lette at forstå. Og dét kan være nok så vigtigt, for vi artbizz-kunstnere har virkelig brug for at blive forstået! Det kan måske bare forvirre nogen, at det nu hedder "samarbejder" eller "alliancer" – og at det skal være noget ganske nyt.
Hvad ér så det nye?
Det banebrydende nye sker, når kunstens skabende processer bliver taget med ind i virksomhedens udviklingsprocesser. Ikke bare fx i design- og produktudvikling, men helt ind i den strategiske kerne!
Min største inspiration har været Dacapoteatret, som allerede for 10 år siden "lånte" forumteatret fra 70ernes revolutionære i Latinamerika og med bragende succes satte det ind i en helt anden kontekst: nemlig forandringsprocesser i danske virksomheder.
De har opfundet en procesorienteret, interaktiv kunstform, der har gjort forskel og skabt dialog og udvikling – både i produktionshaller og på direktionsgange. Første gang, jeg så dem, tænkte jeg naivt og begejstret, at hvis de kunne med teater, så kunne jeg også med billeder.
Men det interaktive er svært at forklare. Det er kunsten på udebane. En udebane som i mit tilfælde ligger meget tæt op af HR og konsulentbranchen – og først i de seneste to år er blevet udvidet med opgaver indenfor vidensudvikling, strategiudvikling og branding.
Jeg bor selv i en egn, hvor der er mange små virksomheder. De synes at have et meget sparsomt kendskab til ekstern konsulenthjælp og moderne ledelsesformer. Og der er virkelig en udfordring at forklare lokale Rotary klubber, hvorfor medlemmerne skal hyre mig til at visualisere deres tanker på den slags møder, de alligevel aldrig holder i deres virksomheder.
Det er kun, når jeg springer indgangsbønnen over og beskriver mine cases meget konkret, at tilhørerne husker noget bagefter. Nogle udbryder ligefrem; "Nårh, nu forstår vi dét med kunst og erhvervsliv!"
Derfor er jeg begyndt at tage den omvendte rækkefølge og først fortælle om praksis – og om hvad virksomhederne selv siger om sådan et samarbejde.
Hvad er "noget andet"?
I min virkelighed er rækkefølgerne ofte omvendte:
Det var idéen om at bruge billedkunsten på en ny måde, der kom først.
Oplevelsesøkonomien hørte jeg først om senere.
Hvorfor ideen er god. Hvad den kan bruges til. Hvorfor jeg har kunnet leve af den. Og hvorfor selv ministre pludselig tror på den slags. Dét er noget jeg stadig prøver at finde ud af!
Og da jeg skulle finde min første kunde, var rækkefølgen også omvendt:
Jeg havde jo ikke frembragt et nyt, målrettet konsulentværktøj – eller nogle nye organisationsteorier, der skulle give svar på nogle veldefinerede problemer. Jeg havde bare set nogle muligheder. Og når hardcore erhvervsledere tilmed spurgte efter specifikke effekter og resultater, hørte jeg gang på gang mig selv sige, at billeder kunne "noget andet" end de kendte verbale konsulentværktøjer. Uden at vide helt præcis, hvad dette "noget andet" var
Et af kunstens vigtigste bidrag til al udvikling er netop altid at spørge: "Hvad kan man?"
Kunsten undersøger muligheder: "Hvad man kan med dette materiale og disse redskaber i denne afgrænsede sammenhæng?". Og i dette tilfælde er spørgsmålet altså: "Hvad man kan med billeder i en organisatorisk sammenhæng?"
Billeder kan "noget andet". Ja! Men jeg er glad for at have været tvunget til at undersøge og beskrive hvad dette - så mystiske luftige - "noget andet" er. I mødet med virksomheden udvides det store spørgsmål nemlig til: "Hvad kan man - bruge det til?"
En dag i 1999 var der endelig en kvinde fra et vestjysk konsulentfirma, der stak mig sit kort og bad mig ringe. Nogle måneder senere lavede jeg organisationsudvikling sammen med 2 konsulenter og 40 medarbejdere fra HTH Køkkener. Sådan begyndte det.
Hvad kan billeder så? Her er 10 bud på, hvad billeder kan, når man tager dem med ind i virksomhedens udviklingsprocesser – i en vekselvirkning med verbale konsulentmetoder. Og nu taler vi ikke kun om at hænge malerier op på væggen, men mindst lige så meget om at skabe, analysere, tænke og udtrykke sig i billeder.
1. Billeder gør det usynlige synligt. At visualisere er at gøre det abstrakte håndgribeligt og synligt - og dermed lettere at kommunikere.
En god del af mine opgaver har netop handlet om, at medarbejderne eller jeg selv skulle omsætte de abstrakte ord, virksomheden normalt bruger til fx at beskrive sin kultur, værdier eller visioner - til billeder. For at få dem ind under huden og oversætte dem – ikke bare til billedsprog, men til handlingstermer og hverdagsvirkelighed."... det var en god øvelse, fordi de også skulle forklare, hvorfor de malede som de gjorde. Det gjorde dem til værdibærere i organisationen." fortæller HR-konsulent Marian Rasmussen fra GumLink.
2. Et fælles verdensbillede. "Det var en stor udfordring, at deltagerne kom fra så forskellige dele af organisationen. De talte slet ikke samme sprog. De billeder, du malede for os, synliggjorde bogstaveligt talt problemerne. Og det gjorde det lettere for os at komme ind til kernen af det, der ellers var svært at diskutere." sagde Henry Kock, teknisk direktør på HTH Køkkener, efter at jeg havde fået lov til at afbryde et 2 dages seminar for at prøve at male, hvad det egentlig handlede om. Effekten var, at maleriet fik nogen til at se, at de ikke var alene med problemet. Andre opdagede, at problemet var organisatorisk – og altså et fællesanliggende, der også vedrørte dem.
3. Konkretisering. Vi bruger mange buzzwords og abstrakte begreber. Og jo større ordene er – jo flere forskellige og modstridende forståelser kan de vise sig at rumme. Men når ordene fx skal males, tvinges vi til at konkretisere dem.
Når en flok medarbejdere fromt bedyrer, at deres værdier hedder "Åbenhed og respekt" stiller jeg mig op til lærredet og siger: "OK, jeg kan ikke male et ord. Men fortæl mig hvordan respekt ser ud så skal jeg male det!" Det kan sætte gang i den nødvendige diskussion om, hvad respekt i virkeligheden er – og ikke er.
"Når vi skal formulere noget på en helt anden måde, end med ord – sådan som vi er vant til - så er vi nødt til at overveje langt mere grundigt, hvad det betyder for os – og hvordan det ser ud inde i vores hoveder." Siger psykolog Mette Thorlund Lauritzen WorkLife Partners
4. Enkelhed. Det komplekse forenkles: Et billede kan sige mere end 1000 ord!
"... visualisering har været et godt redskab til at få tydeliggjort de komplekse sammenhænge, lederne er i...." siger Jette Vangslev, Arbejdsmiljøleder, Kolding Kommune
På to seminarer om organisationsteori var min opgave at lave metaforer, der kunne forenkle nogle nye og svært tilgængelige teorier. Underviseren tog udgangspunkt i forholdet mellem virksomhedens formelle og uformelle organisation. Først malede jeg det som et billede i to halvdele, men gik i stå, fordi lederrollen var så uklar for mig at jeg ikke kunne placere lederen nogen steder. Jeg klippede lederen ud som en papfigur og forelagde spørgsmålet for tilhørerne: "Hvor er lederen henne i dette her? Over? Under? Midt imellem det formelle og uformelle – eller helt udenfor?"
Senere dukkede Tarzan-metaforen op. Den kunne formidle teorien meget præcist, og blev til en række tegninger om hans lederrollerolle og forhold til dyrene og jungleloven.
"Billeder har den styrke, at de nogle gange kan indfange en bestemt oplevelse eller følelse, der kan være vanskelig at beskrive. Samtidig giver billeder også anledning til flere og andre associationer og kan rumme paradokser og utraditionelle sammenhænge, som kan være indviklede at forklare med ord." siger Julie Lykke Jacobsen, Institut for Serviceudvikling A/S
5. Visuelle notater. Ord på et møde eksisterer kun i tid og er væk når de er sagt, Men billeder bliver bogstaveligt talt hængende: "Jeg går forbi billederne på gangen hver dag. Jeg tænker ikke dybt over dem mere, men de er en god reminder: "Nåh ja, det var dengang. Det var det vi skulle gå hjem og arbejde med – det skal jeg lige huske."", siger Leo Nielsen, driftsleder på HTH Køkkener.
"Billederne kom til at hænge på vores lange gang. Nogle af dem, der ikke var med, har spurgt, hvad det var for noget. Det har givet mange gode anledninger til at snakke om, hvad kurset handlede om.". siger en anden af deltagerne, miljø- og projektkoordinator Hanne Vase Bendtsen, efter samme seminar.
Normalt nedskrives mødernes vigtige konklusioner og havner i en mappe på en hylde. Men de billeder, som jeg eller deltagerne selv laver undervejs, bliver hængt op på virksomhedens vægge som visuelle notater, der fastholder processen og dialogen over tid:
"Dine malerier fra dagene har en meget stor styrke som et visuelt referat af diskussionerne.
Det fungerer specielt godt i en afdeling som vores. Det er primært boglige medarbejdere, der finder skrevne referater frem og slår op i dem – og den slags har vi ikke så mange af her. Medarbejderne kan genkende ting, de selv har sagt. Nu har de fået en fast plads i vores kantine." siger distibutionschef Lars Retoft, COOP Danmark efter er række cafeseminarer, hvor 200 lagerarbejdere havde diskuteret, hvad der skulle til for at forbedre trivslen og sænke sygefraværet.
6. Billeder får os til at se helheder. Billeder er et sprog og erkendelsesform, der både rækker dybere og højere end det rationelle verbalsprog. De gør os intuitive før vi er rationelle. Og i intuitionen ser vi helheder og får overblik.
"Det skærpede opmærksomheden og udvidede vores tankeprocesser ... og samtidig fik det os til at se helheden." sagde Tuula Nordbäck fra HTH Køkkener
Vi ser tingene lidt oppefra eller udefra. Det er ofte her, at jeg oplever at billeder ikke kun er et sprog, men en "erkendelsesform".
En arbejdsplads trænede jævnligt team-medlemmer i at give hinanden feed back. Enkelte var blevet trætte af altid at blive splittet op i en liste af ros og ris. Da jeg skulle træne dem gav jeg dem farver, papir og tid til individuelt at karakterisere hinanden med farveharmonier, former og metaforer. Bagefter fremhævede deltagerne to positive effekter: Det gav tid til at tænke før man talte. Og det fik dem til at se andre personer som helheder.
7. Billeder anerkender følelser. "Det var nogle samtaler, som var svære at tage hul på" siger psykolog Lars Steen Hansen, WorkLife Partners om en konfliktløsningsopgave, som han havde bedt mig indlede med en tre timers male workshop. "- det virkede som en katalysator først i processen, som vi konsulenter kunne bygge videre på bagefter."
Længe efter, at opgaven var løst, forklarede Psykolog Kate Holm Sørensen fra Ankerhus mig ud fra systemisk psykologi, hvorfor det netop havde været rigtigt at starte sådan: Billeder ".. indfanger sammenhænge - uden at gøre det til "årsag-virkning" – (en liniær forståelsesform) - men sammenhænge der både er årsag og virkning – (en cirkulær forståelsesform)". Og netop i denne konfliktløsning var det meget vigtigt ikke at starte med at snakke om årsag og virkning - og igen havne i moradset af beskyldninger, syndebukke og fjendebilleder. I stedet kom maleworkshoppen til at virke som en anerkendelse af den smerte, vrede og krænkethed, medarbejderne nu engang følte – og det gjorde det lettere efterfølgende at lægge det til side og se fremad.
Heldigvis handler HR ikke kun om negative følelser, men om passion og energi til arbejdet:
En gruppe medarbejdere fra Maersk Data blev udvalgt til at udtrykke deres virksomhedskultur i maleri: "Malerierne overraskede; De er nu hængt op i Maersk Datas reception og efterhånden går det op for medarbejderne, hvor meget sjæl og lidenskab og personlige historier, der er i hver enkelt maleri." udtaler Lemmy Kook Jensen fra. Kaosacademy.
"Det er faktisk lidt sjovt, lige nu står 8 kolleger lige uden for mit kontor og diskuterer det billede, du malede på personalekonferencen. De er meget forskellige i deres opfattelse. Det er der meget energi i!", fortalte Lone Øhrberg fra GEUS' personaleafdeling i telefonen.
8. En metaforisk platform. Når jeg sætter en gruppe medarbejdere til at male et fremtidsbillede sammen, bliver billedet til en platform for "ufarlig" metaforisk leg med virkelighedens tunge problemstillinger.
Psykolog Kate Holm Sørensen, sagde efter en workshop: " - Billederne skaber nysgerrighed og åbner op for at man associerer sine egner erfaringer og tolkninger ind i billedet. Lederne kommer i metaposition i forhold til sig selv og kan på den måde se sig selv i forhold til egen position og perspektiv. I hverdagens logik er man tilbøjelig til at tænke, at man kan jo kun gøre sådan og sådan, men ved at se sig selv udefra kan der åbnes op for andre handleveje og muligheder."
To ledere fra Kolding Kommune fortæller om, også efterfølgende at kunne bruge metaforer mere bevidst i deres daglige arbejde: "Det har fået mig til at tænke ledelse mere billedligt." og "Det har også givet mig mere mod på at bruge min visuelle tænkning, når jeg skal formidle noget."
9. Kreativitet. " I begyndelsen havde vi svært ved at se meningen med kunsten: Flotte malerier! Og sjovt at male selv! Men hvor skulle det føre hen? Men resultatet var, at vi fik åbnet øjnene for en anden måde at se virksomheden på – og åbnet for ideer, vi ikke havde tænkt på før." sagde Carsten Nielsen, Eksport- og salgschef i Quilts of Denmark, da virksomheden efter et tre måneder langt forløb med maleworkshops, idégenerering og kortlægning af branchens billedunivers, havde fået visualiseret og formuleret den selvforståelse, der udgør kernen i deres brand. Forløbet blev prisbelønnet som den mest erhvervsfremmende alliance af 20 tilsvarende samarbejder. Og Quilts of Denmark vurderer, at den skærpede profil har haft en direkte værdiskabende effekt.
Billedkunst er i sig selv ikke specielt kreativt. Det er i vekselvirkningen mellem det verbale og det visuelle, at deltagerne ser de nye nuancer, sammenhænge og synsvinkler på det kendte. Kreativitet handler netop om at se det velkendte med nye øjne og at kombinere det på nye måder.
Et af modulerne på et lederudviklingsforløb i Hundested Kommune hed "Kreativitet i organisationen". Vi sammenlignede eksempler på kreative processer i ledernes og billedkunstnerens arbejdsliv og belyste forskellen mellem kreative og almindelige målrettede arbejdsprocesser. På en efterfølgende male-workshop undersøgte lederne det i praksis: de malede gruppevis fællesmalerier. Flere gange undervejs holdt grupperne time out for at studere deres egen kreative proces "udefra": hvordan kom ideerne – eller idéen? Hvad befordrede kreativiteten? Hvornår blev den bremset? Etc.
"Det forstyrrer ens vante tankegang. Det skærper ens opmærksomhed" sagde Ejgild Christensen. efter en dag, hvor ord og vigtige pointer var blevet visualiseret, mens han og 8 andre ledere i Kolding Kommune delte erfaringer med ledelse af trivselsprojekter. Lederne brugte efterfølgende billederne i processen med at omdanne erfaringerne til viden – og igen nogle måneder senere på storskærm, da de var oplægsholdere på en konference om trivselsprojekter for deres 300 lederkolleger i kommunen
10. Bredt involvement. Rent praktisk får vi flere deltagere involveret – også de, der ikke markerer sig verbalt: "Hvis vi skal flytte noget i en gruppe medarbejdere på et døgn, skal vi have flere forskellige redskaber og virkemidler i brug for at få størst muligt involvement." siger Orla Dahl, funktionschef i konsulentfirmaet WorkLife Partners: "Styrken ligger i kombinationen – i at vi blander formerne. Når vi kombinerer forskellige udtryksformer, vil alle bedre kunne bidrage. Nogle er gode til at snakke og formulere sig præcist. Det er normalt kun dem vi tilgodeser. Her er det kun en af flere muligheder. Vi appellerer til forskellige sanser hos folk – og får nogen på banen, som ellers ikke ville være kommet med i dialogen. Vi rammer bredere med forskellige former."
At bygge bro i hjernen
Først troede jeg, at alt dette handlede om at bygge bro mellem kunsten og erhvervslivet.
Det gør det også i sit udgangspunkt.
Men kunst og erhvervsliv er nogle abstrakte størrelser
Det vigtigste brobyggeri foregår inde i hjernen på dig og mig!
I begyndelsen troede jeg, at jeg skulle hente mit teoretiske fundament i konsulentverdenen eller hos kunstterapeuterne.
Men det er nogle helt andre steder, aha-oplevelserne er opstået.
Sidst i 70erne gik alle der havde en blyant og sagde: "At tegne er at se!", fordi Betty Edwards, en amerikansk tegnelærer, som en af de første, omsatte den nyeste hjerneforskning til læringsstrategier. Siden udviklede hun også en helt ny teori om kreativitet - og nye metoder til idegenerering. I dag taler vi stadig om at bygge bro mellem hjernens to grundfunktioner; højre og venstre hjernehalvdel - eller divergent og konvergent tænkning.
Da pædagogerne i 80erne kom hjem fra valfarterne til børnehaverne i Regio Emilia i Norditalien, med bogen: "Et barn har 100 sprog", var undertitlen et digt af Loris Malaguzzi:
" Et barn har 100 sprog. Men berøves de 99. Skolen og kulturen skiller hovedet fra kroppen.
De tvinger en til at tænke uden krop og handle uden hoved. Legen og arbejdet. Virkeligheden og fantasien. Videnskaben og fantasteriet. Det indre og det ydre. Gøres til hinandens modsætninger."
I 90erne dukkede Howard Gardners teorier om menneskets 7 – og siden 9 - intelligenser op i forsøgsarbejder i folkeskolen. Han gør op med det gængse intelligensbegreb, der placerer to intelligenser i centrum: nemlig den verbalt rationelle og den matematisk logiske - og de resterende ude i periferien. Vi er alle intelligente, det er bare forskelligt hvor heldigt vi slipper fra at leve op til kulturens to "kerne-intelligenser" Og han fastslår, at vi har brug for alle intelligenserne for at udvikle os som mennesker – og samfund.
I 1997 boede jeg et halvt år i New Zealand og mødte bl.a. indvandrerne fra Stillehavsøerne og deres kultur. Det gjorde et meget stærkt indtryk på mig, da en af mine venner kom tilbage fra Tonga og fortalte om en konference, som kørte efter øboernes eget kulturelle intelligens-setup. Her var intet podium med veltalende oplægsholdere, der viste tal og grafer på powerpoint. Nej, de dansede budskaberne for hinanden! Eller brugte sange, teater, fortællinger og myter! I deres tradition blev alt, hvad der er værd at vide og formidle videre, opbevaret og kommunikeret via nogle andre intelligenser og sprog. De havde nogle andre kerne-intelligenser end os – og vores to vesterlandske intelligenser var perifere hos dem!
Mit verdensbillede
Jeg har prøvet at forstå, hvad det egentlig er, jeg og de andre artbizzer laver.
Lige som stenhuggeren, der forstod at han ikke bare huggede sten, men byggede katedraler.
Og det er disse elementer, der tilsammen har givet mening for mig:
Erhvervslivet sidder inde centrum af cirklen - bygget op på de to vesterlandske kerne-intelligenser. Rundt i periferien står alle de andre intelligenser, sprog eller læringsformer - i denne artbizz-sammenhæng repræsenteret ved alle de forskellige kunstretninger: fx dansen, lyrikken, musikken, billederne, teatret.
De eneste mennesker, der helt seriøst lever i - og forstår verden ude fra denne periferi, kalder vi enten børn eller kunstnere!
Når vi snakker om alliancer mellem kunst og erhvervsliv i oplevelsesøkonomien, handler det ikke om at rejse ud i yderste orbital for at blive der. Og ikke nødvendigvis om en masse eksotisk frit flip.
Og hvis virksomhederne kun sender medarbejderne derud for at få en på opleveren - fx i den oplevelsesindustri der knytter sig til HR branchen, er det heller ikke sikkert at det skaber nogen som helst forandring i deres virkelighed.
Hvis vi snakker vidensudvikling, så er det herude i periferien, at den værdifulde ordløse viden er: Alt det vi har erfaret med vores 6 sanser, men som endnu ikke er struktureret eller formuleret i ord.
Det er herude, oplevelserne ligger og kan forvandle vores syn på det, vi tror, vi ved. Det handler bare om at få det oplevede til at give mening. Og det er noget af det artbizz handler om
Orla Dahl,som var den første konsulent, der tog mig med "på arbejde", siger: "Vi tager ikke kunsten ind som et virkemiddel, fordi det er smart, men fordi det har en betydning... ikke bare for at bruge den, men kun fordi det giver mening."
Det er vel ligesom for få årtier siden, da evnen til at samarbejde nogen steder blev et vigtigere konkurrenceparameter end rationaliseringseksperternes tidsmarginaler. Ingeniørparadigmet blev udskiftet med et sportsparadigme. Det skyldtes ikke fascination af bold- og svømmehaller: De erhvervsfremmede håndboldtrænere og elitesvømmere var blevet interessante, fordi de kunne levere varen i form af teambuilding og mentaltræning
Den bro, vi bygger i kunst-erhvervslivs samarbejderne lige nu, skyldes heller ikke direktørernes kunstfascination. Det er en bro mellem de centrale og perifere intelligenser, sprog og læringsformer. Mellem to sider i vores hjerner. Konvergent og divergent tænkning. Virksomhederne er nødt til at mestre begge dele i deres husholdning for at skabe innovation. Ellers dør de.
Her er til sidst en af mine yndlingsvittigheder: En ellers erhvervsvenlig regering kræver igen i TV Avisen, at de to kerneintelligenser styrkes med flere tests i skolen, fordi det er afgørende for Danmarks fremtid at vinde næste EM i at læse og regne. Derefter går jeg ind og skriver regninger til konsulenthonorar for at hjælpe erhvervslivet med at finde frem til innovationskraften og oplevelsesøkonomien ved hjælp af det mest underprioriterede af alle skolens fag, intelligenser, sprog og læringsformer: Billedkunsten!
Jeg skriver ikke alt dette for at bringe at bringe kunsten i fokus – men mennesket:
Hele mennesket – mange slags mennesker!
Det er vi nødt til for at skabe ideer, kreativitet og udvikling - i regioner og erhvervsliv.
Det handler ikke om en modebølge, men om et hav af muligheder.
Vi har et hav af ubrugte måder at lære, tænke og kommunikere på.
Masser af kreativt potentiale.
Lad os gå på opdagelse sammen!