I foråret 2011mødte jeg Rajan ogJolly på de indiske Andaman Islands. Her havde de koordineret nødhjælps- og genopbygingsarbejde siden tsunamien i december 2004. Der opstod hurtigt et venskab, som det er lykkedes at opretholde på lang distance ved hjælp af de sociale medier. Kort efter flyttede de tilbage til fastlandet med deres to børn for at lede YWAM's arbejde i millionbyen Kolkata (tidl. Calcutta). Der er Rajan bl.a. leder for en flok ildsjæle eller ”sociale entreprenører”, der arbejder uden anden løn end den frivillige støtte, de får - hovedsagligt fra venner og kirker i Vesten.
De skaber fristeder i byens slumkvarterer, hvor børnene bare kan være børn og lege. De holder skole - og prøver at være en positiv voksen-kontakt for dem hver dag. Og de møder helt konkrete behov for mad, tøj, tæpper og medicin... Og paraplyer: Regntiden kan vare fra maj og helt til oktober. De arbejder på fire lokaliteter i byen. Det er svært for dem at sætte antal på, men de regner med en fast kerne på ca. 110 børn, som de ser.
I december 2013 satte jeg to forgyldte billeder på auktion i Faaborg og Horne kirke for at støtte gadebørnsprojekterne. Det ene billede blev trykt og solgt som julekort. Salget indbragte næsten kr. 5.000. I sommeren 2014 deltog jeg i "Korsvej", som er en lille kirkelig sommerlejr. Der stand-up malede jeg under møderne og autionerede billederne. Til min store glæde bestemte Korsvej sig til også at lade årets indsamling gå til projektet. Således kunne vi i alt sende godt kr. 10.000,- til projekter i to af slumområderne i Kolkata: Ajoy Nagar og Mukundapur.
Rajan beskriver, hvordan de første kr. 5.000 bliver brugt:
"Vi lavede noget god mad til gadebørnene. Flere af dem havde ikke fået et ordentligt måltid i lang tid, og vi så både desperation og glæde i deres øjne, mens vi serverede” begyndte han sin redegørelse.
Rajan's medarbejdere samlede to hold á ca. 50 børn.
Den første gang inviterede de slumbørn, som har nogle slægtninge at bo hos. Der kom også ca. 20 af de voksne med. En del af virkeligheden i Indiens slum er nemlig, at børn risikerer at blive bortført til slave- eller sexarbejde eller ufrivillig organdonation. Derfor må Rajan’s medarbejdere først vinde tillid, inden de kan få lov at hjælpe nogen: ”Måltiderne er en god måde at skabe relationer. De voksne lærer os at kende og oplever, at vi virkelig har omsorg for børnene.”
Men det er svært at have en regelmæssig kontakt med børnene. I Kolkatas bundløse fattigdom er leg, barndom og skolegang en unødvendig luksus: De fleste dage må børnene ud i byen for at finde småjobs eller tigge.
”Dagen efter serverede vi det andet måltid. Denne gang til de hjemløse børn.” fortsætter Rajan,
”Vi havde købt tæpper til dem. Om natten sover de under træerne eller foran butikkerne uden at have noget at tage over sig. Nu kan de rede en seng hver aften!”
Lige nu bor syv af disse hjemløse børn i et børnehus som nogle af Rajan’s medarbejdere driver. Til dem var der købt skoleuniformer, blyanter, kladdehæfter penalhuse, skoletasker (og en paraply til når monsunregnen sætter ind om nogle måneder). Så nu kan de komme i skole. Det havde ellers knebet med at have penge nok til det: Selv om alle indiske børn i princippet har ret til at komme i skole, får de kun lov til det, hvis de kan købe skolesager og -uniformer.
”Det var nogle gode dage - og det var stort for mig som leder at se mine medarbejderes tilfredse smil. Vi har planer om at invitere på mad regelmæssigt. Det skaber kontinuitet i forholdet til børnene. Og nu har vi penge til det!” slutter Rajan.
Det ene af de to forgyldte malerier
Nogle af gadebørnene, som er med i projektet -
- kom med på malerierne.
Pengene fra malerierne blev til mad til 100 børn;
lagner til 50 hjemløse børn;
og skoleuniformer og skolesager til de syv børn i børnehuset